Første Spadestik i forårssol for Korsløkkens nye beboerhus

Der var lun forårsstemning, højt humør og glade ansigter hele vejen rundt, da et godt mix af beboere og afdelingsbestyrelser fra Korsløkken, byggefolk, FAB-ansatte og diverse samarbejdspartnere mødtes til første spadestik for Korsløkkens kommende beboerhus.

I dagens anledning havde FAB og Korsløkkens afdelingsbestyrelser rejst et hvidt festtelt ved Johannes Larsensvej og trakterede gæsterne med sodavand og grillpølser.

Formanden for FAB’s organisationsbestyrelse, Erling Nielsen, bød alle gæsterne velkommen og indledte bygge-festen med en fyndig tale, hvor han kvitterede for det gode samarbejde omkring etableringen af beboerhuset med alle involverede parter.

Herefter talte Odenses nye borgmester Peter Rahbæk Juel, som også er tidligere sekretariatschef for Byg til Vækst og derfor har et stort kendskab til renoveringen af Korsløkken. Han hyldede overordnet renoveringen af Korsløkken og udtrykte stolthed over, at der sker så meget for et af Odenses markante boligområder. ”Det er lidt ligesom at vende hjem”, udtrykte Peter Rahbæk, og hentydede til, at han qua Byg til Vækst har særligt stærke følelser for Korsløkken.

Sidste taler var formand for afdeling 37, Per Andenæs, som fortalte lidt om den lange proces med etableringen af fælleshuset. Han tydeliggjorde, at det derfor er ekstra glædeligt, at byggeriet nu kan gå i gang og at beboerne kan glæde sig til et godt beboerhus.

Så var det tid til det første spadestik, som i fællesskab skulle tages af borgmesteren, Erling Nielsen og formændene fra Korsløkkens mange afdelinger. FAB havde fundet den overdimensionerede spade frem, som også er brugt ved de andre spadestik i renoveringen af Korsløkken.

Ved fælles hjælp blev spadestikket taget til stor glæde for gæsterne og for en masse børn fra Korsløkkens lokale børnehave, som stod tæt på byggepladsen og hujede og klappede med flag og vimpler. De fik derfor også en særlig glad hilsen fra alle VIP’erne efter spadestikket og FAB kvitterer med balloner og slikkepinde.

Herefter var der frit slag med sodavand og pølser til alle gæsterne.

Tak for en dejlig dag.

  • 15. marts 2017