Din råderet – inde i boligen
Når du ønsker at gøre brug af råderetten, er det vigtigt at forstå forskellen mellem forandringer og forbedringer, samt hvad denne skelnen betyder for både dig og dit projekt økonomisk.
Om dit projekt betragtes som en forbedring eller en forandring vurderes af FAB, og denne vurdering afhænger blandt andet af de fysiske forhold i din bolig og i den pågældende boligafdeling.
For eksempel vil en markise være en tydelig forbedring i visse afdelinger, hvor der er store sydvendte vinduer, mens markisen i andre afdelinger vil blive betragtet som en forandring, da den ikke øger boligens brugsværdi.
Find ansøgningsskemaet og læs mere om ansøgningsprocessen her.
Forbedringer inde i din bolig
Hvis du forbedrer din bolig indeni, har du ret til økonomisk godtgørelse, hvis du flytter indenfor den vurderede levetid af arbejdet.
Forbedringer øger boligens brugsværdi. Eksempler på forbedringer indeni boligen kan være:
- Indsættelse af skabe eller opsætning af fliser
- Valg af bedre materialer end de oprindelige
- Løsninger, der sparer energi eller vand
- Installation af gulvvarme
- Udnyttelse af repos til ekstra rum
Det kan også inkludere større projekter som at indsætte et helt nyt køkken eller badeværelse.
Kendetegnende for forbedringsprojekter er, at de øger boligens brugsværdi. Der kan dog være bestemmelser i din boligafdelings vedligeholdelsesreglement, som begrænser, hvilke forbedringer du må udføre.
Forandringer inde i din bolig
Ønsker du at udføre et arbejde inde i boligen, der kun ændrer boligens udseende, men ikke øger dens værdi, er det tale om forandringer, som ikke giver ret til økonomisk godtgørelse.
Eksempler på forandringer kan være:
- Ændring af gulvbeklædning
- Skift af køkkenbordplade
- Udskiftning af køkkenlåger
- Ændring af dørgreb m.m.
Kendetegnende for forandringsprojekter er, at kvaliteten er den samme som det eksisterende, men det æstetiske udtryk ændres.
Forandringer i boligen kan enten være permanente eller noget, der skal reetableres, når du flytter. FAB vurderer, om projektet skal være permanent eller om det skal reetableres.
Uanset om du planlægger et projekt indenfor eller udenfor boligen, og uanset om det drejer sig om en forandring eller forbedring, skal du altid inddrage FAB i dine planer og opnå de nødvendige tilladelser, før du går i gang.
Kilde: Udgivelsen, “Råderetten – og andre muligheder for forbedringer af boligen”, fra BL Danmarks Almene Boliger, februar 2023.