Genhusning
FAB har gennem en årrække renoveret en del af boligmassen gennem fysiske helhedsplaner, og det fortsætter de kommende år.
Renovering af boligerne betyder også ofte genhusning af beboerne i form af en enten midlertidig eller permanent genhusning.
Det er FABs ansvar og opgave at finde en passende genhusningsbolig.
Genhusningsboligen skal som udgangspunkt være beliggende i den pågældende kommune, men kan ligge uden for kommunen, hvis du som lejer er indforstået med det.
Vi ved, at det kan være en stor omvæltning at skulle genhuses og derfor har vi meget fokus på, at genhusningen bliver en tryg og ordentlig oplevelse for dig som beboer.
I FAB har vi vores eget genhusningsteam, der i samarbejde med dig arbejder på at skabe et godt genhusningsforløb.
Hvilke boligafdelinger genhuses der i?
Som det fremgår af afsnittet nedenfor om lovgivning, kan genhusning ske i alle FABs boligafdelinger. I genhusningsforløbet er vi både opmærksomme på de behov, der dels må være hos den/de beboere der skal genhuses, samt hvilken boligafdeling der genhuses i, så vi altid bestræber os på, at såvel genhusningsforløbet men også den efterfølgende tid i en ny boligafdeling bliver god.
Din genhusning kan enten være midlertidig eller permanent. Det og meget mere kan du læse om i FABs genhusningsfolder.
Lovgivning om genhusning
Pligten til genhusning har hjemmel i almenlejeloven og fortrænger al udlejning, herunder både udlejning efter ventelister (såvel den eksterne som interne), kommunal anvisning, fortrinsrettigheder og særlige udlejningskriterier mv., der udspringer af reglerne om fleksibel udlejning, obligatorisk fleksibel udlejning og kombineret udlejning.
Det betyder, at FAB kan anvende sin fulde boligmasse til at tilbyde genhusning, idet reglerne om udlejningskriterier ikke afskærer boligorganisationen fra at anvende den fulde boligmasse til at tilbyde genhusning. FAB kan derfor i udgangspunktet frit vælge hvilken boligafdeling, der tilbydes genhusning i, så længe kravene om passende beliggenhed mv. er opfyldt (Vejledning om udlejning af almene boliger pkt. 5.2.3).