Ny bydelsplan for Vollsmose offentliggjort

Arealudviklingsselskabet Fremtidens Vollsmose P/S præsenterer i dag en ambitiøs bydelsplan.

Bydelsplanen er et stærkt koncept som, sammen med vores egne helhedsplaner i Fyrre- og Birkeparken, skal forvandle Vollsmose til en attraktiv bydel i Odense. En bydel med nye boligtyper og plads til stærke fællesskaber. Bydelen vil blive forbundet med resten af Odense med en ny bygade og letbane.

En bydel i balance!
Bydelsplan Vollsmose 2025 muliggør investeringer for mere end 10 milliarder kroner, som skal transformere Vollsmose fra et udsat boligområde til en velfungerende del af Odense. Planen viser, hvordan Vollsmose skal omdannes til en bydel med nye kvarterer, varierede boligtyper, arbejdspladser og så skal planen integrere bydelen til resten af Odense.

Fra plan til handling
Bag udviklingen står Arealudviklingsselskabet Fremtidens Vollsmose P/S – vores partnerskab mellem Odense Kommune, AP Ejendomme, datterselskab til AP Pension, og Civica og FAB.

– Vollsmose har alle forudsætninger for at blive en attraktiv og velfungerende bydel. Vi investerer i moderne boliger, skaber stærke fællesskaber og gode erhvervsmuligheder – og samtidig forbedre bydelen for de nuværende beboere. Det er en langsigtet investering, der skal sikre Vollsmoses transformation til et bæredygtigt og dynamisk byområde, siger Peter Olsson, administrerende direktør i AP Ejendomme.

Bydelsplanen bygger videre på tidligere visioner for Vollsmoses udvikling og har bred politisk opbakning. Den følger Odense Kommunes strategi for bæredygtighed i byudviklingen, lokal beskæftigelse og skal skabe værdi for hele Odense. Målet er at omdanne Vollsmose til en blandet by, hvor 60 procent af boligerne er private og 40 procent er almene – i tråd med parallelsamfundsloven.

Investering i boliger, arbejdspladser og byliv
I de kommende år sættes cirka 240.000 kvadratmeter til boliger og erhverv til salg. Det omfatter opførelsen af cirka 2.000 nye private boliger samt etablering af cirka 30.000 kvadratmeter til nye arbejdspladser i Vollsmose. Samtidig er vi i FAB og Civica i gang med at gennemrenovere de 2.000 tilbageværende almene boliger.

”De almene boligorganisationer har allerede været i gang med omdannelsen af Vollsmose i en årrække med nedrivning af flere hundrede boliger og gennemgribende renoveringer af de ca. 2000 tilbageværende boliger, der enten er afsluttet eller er i fuld gang. Vi ser derfor også rigtig meget frem til den begyndende implementering af den nye Bydelsplan, der kan udfylde de huller, vores nedrivninger har skabt og dermed få skabt en sammenhængende og velfungerende bydel og ikke mindst også stærke lokale byområder i Vollsmose.” siger direktørerne for de to almene boligorganisationer, Civica og FAB, Jens Pilholm og Jacob Michaelsen i fællesskab

Af de samlede investeringer på 10 milliarder kroner bidrager ejerne af Arealudviklingsselskabet Fremtidens Vollsmose P/S med cirka 5 milliarder kroner til blandt andet renovering af almene boliger for ca. 4 mia. kr. med støtte fra Landsbyggefonden. Desuden anlæg af ny infrastruktur og nye boliger og arbejdspladser. I de kommende år sættes 240.000 m2 kvadratmeter til salg, hvilket muliggør investeringer for cirka 5 milliarder kroner i boliger og arbejdspladser fra øvrige private parter. Derudover etableres en ny letbane fra Odense bymidte via Vollsmose til Seden, finansieret af Odense Kommune og staten for cirka 1,7 milliarder kroner.

En naturlig del af Odense
Bydelsplanen viser bl.a. en ny bygade, der bliver Vollsmoses knudepunkt. Her vil byliv, butikker og erhverv mødes. Letbanens kommende etape 2 og nye veje og stiforbindelser skal binde bydelen tættere sammen med resten af Odense.

– De forandringer vi er i gang med at skabe i Vollsmose, kommer til at være definerende for ikke bare bydelens, men hele byens fremtid. Ved at investere i letbane, nye boliger, bedre infrastruktur og flere grønne områder skaber vi rammerne og forudsætningerne for en attraktiv bydel – der kan gøre op med de negative strukturer og mønstre i bydelen, der har reproduceret sig selv igennem generationer. Den transformation af Vollsmose er på vej – og det kommer til at gavne hele Odense, siger Peter Rahbæk Juel, borgmester i Odense Kommune.

Godt begyndt
De første projekter er allerede i gang, og vi arbejder på mange flere projekter. Det første kvarter, hvor der kommer arealer til salg, er kvarteret omkring vores afdelinger i Fyrreparken og Birkeparken.

Du kan se hele bydelsplanen via dette link. 

Billedillustration: ERIK Arkitekter/Nordstern

  • 6. marts 2025