Frits Jørgensens Have – en ny begyndelse
BoGodt har netop udgivet en fin og opløftende artikel om livet og fællesskabet i Frits Jørgensens Have. I artiklen møder man beboere som har en helt særlig tilknytning til bygningen og dens historie. Blandt andet Else og Niels, der begge er født på sygehuset, har fået deres to børn der, og sagt farvel til deres forældre der.
Det er ikke mange år siden, at tilskadekomne blev rullet ind på akutmodtagelsen i Faaborg Sygehus, eller at børn blev født på fødestuen. I dag holder der ingen blinkende ambulancer på parkeringspladsen. Ingen hvidklædte læger skynder sig gennem gangene.
I stedet er de midlertidige patienter og travle læger blevet erstattet af faste beboere og engageret driftspersonale.
For siden 2019 har FAB nænsomt forvandlet det gamle sygehus til et levende bofællesskab for både unge og ældre.
Blandt beboerne finder man Else (75 år) og Niels Andersen (78 år), som for tre år siden skiftede deres parcelhus ud med den historiske ejendom.
“Vores hus var blevet for stort og for krævende for et pensionistpar som os. Det handlede om rettidig omhu. En dag ville vi ikke kunne passe det længere. Måske vi heller ikke kunne sælge det. Så det gav mening at bytte det ud med en almen bolig, mens tid var,” siger Niels Andersen.
Særligt friheden ved at bo alment var et trækplaster for parret samt muligheden for at blive en del af et nyt fællesskab. Else og Niels solgte parcelhuset og er flyttet ind i sygehuset, hvor de begge er født.
Nu bor parret i de historiske bygninger, der engang dannede ramme om Faaborg Sygehus. Her slipper de for at klippe hæk, men har stadig hænderne fulde – nu med at dyrke fællesskabet.
“Det tiltalte os at flytte ind et sted, hvor vi kunne slippe for mange praktiske forpligtelser – men samtidig stadig være en del af et naboskab. Når man bor i hus, har man ikke samme frihed. Det blev lidt en klods om benet. Her har vi råd til at tage på ferie, når vi har lyst, uden at skulle slå græsset eller feje sneen væk først,” fortæller Else Andersen.
Du kan læse online-artiklen i BoGodt Bladet samt hele artiklen i magasinudgivelsen her