Blomster fra Odense Blomsterfestival får nyt hjem hos FABs beboere

Efter årets Odense Blomsterfestival fik de smukke blomster nyt liv hos FABs beboere i Mosegårdsparkerne A og B, som kunne tage et lille stykke af festivalens farverige univers med hjem.

Som foreningspartner ved Odense Blomsterfestival har FAB været med til at sørge for, at nogle af de mange blomster og planter fra festivalen kunne få nyt liv efter årets festival frem for at gå til spilde.

I år var det beboerne i Mosegårdsparkerne A og B der fik muligheden for helt gratis at hente de blomster og planter, der var tilbage efter festivalens plantesalg.Det blev taget rigtig godt imod, og mange beboere kunne gå hjem med lidt nyt grønt hjemmet, haverne og altanerne.

Men det er ikke kun hjemme hos beboerne, at festivalens blomster lever videre. Medarbejdere fra Driftscenter Nord har nemlig også udvalgt planter til flere af FABs grønne områder. I Mosegårdsparken A er stauder og græsser blevet plantet ved fælleshuset, mens lavendler skal supplere den eksisterende beplantning på Tolderlundsvej og langs havnefronten ved Odense Havn.

På den måde får blomster og planter fra årets festival nyt liv flere steder – til glæde for både beboere og de grønne omgivelser i vores og jeres boligområder.

  • 21. august 2026