Byggeri af ny FAB boligafdeling – Egebjerget – på savværksgrunden i Ferritslev går i gang

Pressemeddelelse:

Torsdag d. 5. april 2018 stikkes spaden i jorden og vi igangsætter byggeriet af FAB’s kommende nye boligafdeling med 14 nye boliger på den gamle savværksgrund i Ferritslev.

Byggeriet af den nye boligafdeling er i høj grad født af et højt lokalt engagement fra byens aktive lokalråd og andre lokale ildsjæle, som i sin tid kontaktede FAB med ideen om byggeriet af almene lejeboliger. Dertil kommer en stor politisk velvilje og opbakning til projektet.
– Vi er glade for og stolte over at kunne tilbyde gode lejeboliger til en fornuftig pris på Midtfyn, siger en glad FAB-bestyrelsesformand Erling Nielsen og tilføjer. – Det er en fornøjelse at være partner i et byggeprojekt, hvor vi ved at vores boliger står højt på den lokale ønskeliste, både hos lokale beboere og i de politiske rækker. Det plejer at give gode og engagerede boligafdelinger med levende og trygge fællesskaber, slutter Erling Nielsen.
Ved Første Spadestik-arrangementet taler Borgmester Hans Stavnsager fra Faaborg-Midtfyn Kommune og bestyrelsesformand for FAB Erling Nielsen. Pressen og øvrige samarbejdspartnere er velkomne til at deltage i arrangementet. Se mere i vedhæftede invitation.

Fakta om boligerne
Boligerne er klassiske moderne lavenergi-rækkehuse i 1 plan, fordelt på 3-4 rum og størrelsesmæssigt fra 104-115 m2. De henvender sig bredt til alle, både seniorer og familier, og er gedigne, veludstyrede og bygget i kvalitetsmaterialer. Til boligerne hører egen terrasse.
Boligerne ligger midt i Ferritslev by, som er en særdeles aktiv by med et rigt butiks- og foreningsliv, egen friskole, kulturhus, fritidscenter og moderne lægehus samt god offentlig transport.
Byen ligger naturskønt på Midtfyn mellem Ørbæk og Odense.

For yderligere oplysninger:

• Projektchef Henrik Max Rasmussen, tel. 61 15 28 81 mail: hmr@fabbo.dk

• Bestyrelsesformand for FAB Erling Nielsen, tel: 24 90 87 80, mail: en@fabbo.dk

  • 22. marts 2018