Et nyt kapitel i Svendborg: Sofielund Plejecenter

Den 10. februar blev kontrakten for totalentreprisen på Sofielund Plejecenter underskrevet i rådhussalen i Svendborg, hvilket er med til at markere starten på et spændende byggeri.
Plejecenteret, som skal bygges på Sofielund Skovvej i Tankefuld, bliver et innovativt og demensvenligt hjem for 48 beboere. Byggeriet er et samarbejde mellem FAB og Svendborg Kommune som bygherre, med henholdsvis ERIK arkitekter A/S og Kuben Management A/S som bygherrerådgivere samt MT Højgaard, med GPP arkitekter A/S og Sweco Danmark A/S som rådgivere.
Borgmester Bo Hansen kalder det en stor milepæl for Svendborg Kommune og FAB, mens FABs bestyrelsesformand, Erling Nilesen, fremhæver, at det nye plejecenter vil harmonere med det smukke Tankefuld-område og hertil skabe trygge og sunde rammer for beboerne. Naturen og de bæredygtige omgivelser vil have en positiv effekt på beboere med demens, hvilket passer perfekt til FABs vision om at bygge bæredygtige og demensvenlige boliger.
Sofielund Plejecenter forventes at stå færdigt i 2. kvartal 2027 og vil delvist erstatte det allerede eksisterende plejecenter, Caroline Amalielund, samt imødekomme behovet for flere plejeboliger i Svendborg Kommune.
Du kan læse hele nyheden via nedenstående link:
Entreprenør står klar til at bygge Svendborgs nye plejecenter – Svendborg Kommune
Grafisk illustration af Sofielund Plejecenter: ERIK arkitekter