FAB er klar med ny ladeløsning til elbiler

FAB og Energi Fyn har indgået et samarbejde, der giver alle FAB’s beboere mulighed for at få opsat ladestandere i deres afdeling, hvis altså flertallet af beboerne stemmer for.

Andelen af elbiler er i kraftig vækst. Det øger behovet for, at flere kan oplade deres bil tæt på deres hjem – også når man bor alment.

For at imødekomme beboerens nuværende og fremtidige behov for opladning af deres elbiler samt leve op til FAB’s mål om at gå ’den grønne vej’, er FAB i samarbejde med Energi Fyn nu klar med en løsning, der gør det let for alle beboere at få opsat en ladeboks nær sin bolig.

– I FAB har vi boliger til alle – nu også når man har en elbil. For FAB handler det om at etablere en hensigtsmæssig og fremtidssikret ladeinfrastruktur, der sikrer at beboerne kan få mest muligt for deres penge. Derudover har vi et ansvar for at tage den grønne omstilling alvorligt – både når vi bygger og drifter, men også når det gælder klimavenlig kørsel. Derfor er vi i FAB glade for, at vi i samarbejde med Energi Fyn nu har mulighed for at opsætte ladestandere i de af vores afdelinger, som ønsker det, siger Sune Peter Juul Hansen, Administrativ projektleder i FAB.

De første ladestandere er klar
De første ladestandere er inden længe klar til at blive taget i brug i Tjørnehaven og i Korsløkkeparken i Odense.

Her har beboerne på deres afdelingsmøder stemt ja til at få opsat ladestandere fra Energi Fyn. Det betyder, at beboere og gæster inden længe nemt kan oplade deres bil.

I den nærmeste fremtid følger flere afdelinger trop, og allerede nu har 7 FAB-afdelinger valgt at få opsat ladestandere.

– Hos Energi Fyn tror vi på, at vores fælles fremtid er drevet af grøn energi, og vi har fokus på at skabe en bæredygtig hverdag for alle. Vores mål er at gøre det nemt for alle at oplade deres bil. Vi har sammen med FAB skabt en komplet ladeløsning, som FAB’s lejere nu får adgang til, siger Finn Andersen, kommerciel direktør hos Energi Fyn.

Energi Fyn har gennem det seneste år tilbudt private, virksomheder og boligselskaber en ladeløsning, hvor ladeboks og app sikrer kunderne en effektiv og grøn opladning.

– Med ladeløsningen følger en app, så man nemt, billigt og grønt kan oplade sin bil. Appen giver adgang til mere end 200.000 ladestandere i hele Europa. Som forbrugerejet energiselskab har vi et særligt samfundsansvar. Vi har derfor stort fokus på at støtte den grønne omstilling og bidrage til at reducere Danmarks udledning af drivhusgasser. Det gør vi blandt andet ved at tilbyde grønne løsninger som ladestandere, siger Finn Andersen fra Energi Fyn.

  • 27. marts 2023