FAB får fint japansk besøg
Torsdag morgen fik FAB ved Erling og Jacob besøg af en japansk delegation fra Odenses venskabsby Funabashi, som ligger ca. 20 km fra Tokyo.
Delegationen bestod af ansatte fra Funabashi Kommunes Ældre og Handikap-forvaltning og internationale afdeling, som alle var på 3 dages besøg hos Odense kommunes Ældre Handikap forvaltning for at få mere at vide om, hvordan vi bygger seniorboliger i Danmark og i det hele taget håndterer vores ældre og udsatte medborgere.
Et af spørgsmålene fra de japanske gæster lød: “Hvem får lov at flytte ind? Og hvem bestemmer, hvem der får lov til flytte ind i boligerne”. Her fortalte Jacob om vores venteliste-system, og at det er et åbent og “retfærdigt” system, hvor ingen ikke kan købe/bestikke sig ind foran andre. Tolken fortalte, at i Japan er almene boliger primært forbeholdt ældre, handikappede og socialt udsatte – og at japanerne derfor blev meget overraskede over at høre, at vi tilbyder gode attraktive boliger til alle – også “almindelige” familier, unge og seniorer.
Japanerne ville også gerne vide, om FAB har boligområder, hvor alle slags beboere bor sammen. Her kunne Erling og Jacob bekræfte, at det sådan set er det gennemgående princip i de fleste af vores boligafdelinger. Endelig ville gæsterne også gerne høre lidt mere om differentieret husleje og boligstøtte til de beboere, der har brug for økonomisk hjælp.
Slutteligt tog Erling gæsterne under armen og viste dem bofællesskabet Glasværket, som jo heldigvis ligger i gåafstand fra FAB.