FAB får ny chefkonsulent samt et chefskifte i Teknik og Drift
For at sikre, at FAB fortsat kan levere på vigtige strategiske udviklingsopgaver og mål som fx grøn omstilling og effektiv drift justeres organisationen i Teknik og Drift.
Helt konkret betyder det, at nuværende Teknisk Chef Jens Svane tiltræder en nyoprettet spændende stilling i FAB pr. 1. oktober som chefkonsulent for Teknik og Miljø med reference direkte til direktøren – og med ansvar for bl.a. følgende opgaver:
- Implementering af den nye politiske effektiviseringsaftale i driften og en fastholdelse af den eksisterende aftale, herunder arbejdet med energieffektiviseringer på bygninger, teknik og effektivisering af hele indkøbsområdet.
- Ansvar for den grønne omstilling i FAB særligt i driften
- Udbud og bygherreleverancer – standardiseringer af centrale dokumenter i FAB
- Forsikring
- Teknisk rådgivning i bred forstand
- Forbrugsområdet
- Nye tekniske opgaver
– Ovenstående er nogle helt centrale udviklingsopgaver, som FAB har brug for at sætte turbo på, udtaler FABs direktør Jacob Michaelsen, og fortsætter: Jeg er derfor glad for, at Jens Svane med sin lange erfaring og sit høje kendskab til FAB og den almene sektor, får ansvaret for at drive opgaverne.
Ny teknisk chef
FABs nuværende driftschef Betina Gagsch indtræder pr. 1. oktober som ny teknisk chef i FAB.
Udover at have været driftschef i FAB i 9 måneder har Betina Gagsch solid erfaring med ledelse af større driftsorganisationer, bl.a. fra lignende stillinger som Teknisk Chef i AAB Vejle, i Energi Fyn og som leder af Matrielgården i Vejle Kommune. Så FAB får med Betina Gagsch en chef med stor tæft for ledelse og organisering af drift.
– Det kræver stærke ledelseskræfter at drive udviklingen af Teknik og Drift anno 2022 og Betina har, på den korte tid hun har været i FAB, allerede vist, at hun forstår driften af en almen boligorganisation. Betina er allerede godt i gang med processen med udvikling af Teknik og Drift, og har fået gravet sig godt ned i driftens mange kroge og har lært organisationen og medarbejderne at kende, hvilket jeg er meget glad for.