Farvel til rødebedefarvet – goddag til mørkeblå: FAB skifter visuelt udtryk på alle FAB skilte
I 2022 besluttede FABs organisationsbestyrelse at udskifte alle gamle – små og store - rødbedefarvede FAB skilte i samtlige af FABs boligafdelinger som led i mere moderne skiltning og branding af FAB. Efter en omhyggelig forberedelsesproces og en god udbudsrunde er vi nu klar til selve udskiftningen og glæder os til, at FAB visuelt kan begynde at skifte udtryk.
Fra slutningen af februar 2023 og frem til 1. juni kører FABs skilte-leverandør SKILTEDESIGN rundt med deres særlige FAB-skilte-bus og skifter vores skilte i afdeling for afdeling. Derudover får FABs biler også nyt udtryk i takt med, at bilerne alligevel skal have skiftet folie.
Årsagen til skilte-udskiftningen er, at både FABs logo og navnetræk fremstod forældet, samt at flere af de store lyspyloner i afdelingerne alligevel stod til planlagt udskiftning og vedligehold. For at gå den grønne vej og passe på miljøet bliver langt hovedparten af pyloner og skilte genbrugt og får en flot og fleksibel make-over med et nyt folie.
Det nye i skiltningen er, at vi fremover bruger betegnelsen FAB i stedet for det lange og mere gammeldags ’Fyns Almennyttige Boligselskab’. Derudover har vi arbejdet med at skabe en rød tråd i det visuelle udtryk på store og små skilte på tværs af vores boligafdelinger. Det betyder også, at vi sanerer skiltningen i udvalgte afdelinger, da den visse steder var vokset til en ren skilte-urskov af forskellige udtryk og budskaber.
Vi håber, I tager godt imod de nye skilte og det nye udtryk.