Helt ny bydel ved Rismarksvej: Thors Have
Nedrivningen af det gamle militærdepot og garageanlæg vest for Rismarksvej er i fuld gang, og i løbet af næste år tager FAB, det første spadestik for den kommende boligafdeling, Thors Have, der består af 100 nybyggede boliger.
FAB har sammen med Jensen Gruppen A/S taget første skridt på vejen mod et stort milliardprojekt i Odense Kommune, der skal byudvikle det tidligere kaserneområde Thors Have.
Der er store ambitioner for det tidligere kaserneområde omkring Rismarksvej i Odense, hvor Jensen Gruppen og Fyns Almennyttige Boligselskab netop har indgået kontrakt om at opføre 100 nye almene boliger, der består af 76 familieboliger og 24 seniorboliger samt et tilhørende fælleshus for hele boligafdelingen.
Netop nu er nedrivningsarbejdet af de gamle kasernebygninger i gang, hvilket skal gøre plads til den nye bæredygtige bydel. I løbet af 2021 tager FAB det første spadestik til den kommende boligafdeling, hvor der indarbejdes bæredygtighedstiltag inden for både sociale, økonomiske og miljømæssige fokusområder.
”Vi er rigtig glade for, at vi nu har indgået en aftale om at bygge 100 bæredygtige og attraktive lejeboliger til en fornuftig pris i Odense. I FAB arbejder vi målrettet på at skabe grønnere og mere bæredygtige boligområder, og det er Thors Have et godt eksempel på,” siger Jacob Michaelsen, direktør i FAB, og fortsætter:
”Thors Have opnår en DGNB-guld-certificering, hvilket betyder, at vi har truffet bæredygtige beslutninger, der både kommer miljøet og beboerne til gode. Med de nye familie- og seniorboliger skaber vi rammen om et godt boligliv, hvor fællesskaber på tværs af alder får mulighed for at vokse.”