FAB går den grønne vej med ladestandere
I FAB går vi den grønne vej, og som en del af vores aktuelle strategi understøtter vi vores beboere i at leve mere bæredygtigt. Det gør vi bl.a. ved at holde fokus på etableringen af ladestandere ude i boligafdelingerne, og det har vi netop gjort på årets afdelingsmøder.
I samarbejde med flere afdelingsbestyrelser har vi igen i år haft forslag om ladestandere med på dagsorden til flere af vores afdelingsmøder. I løbet af 2024 vil vi nå op på 20 boligafdelinger som har opsat en eller flere fælles ladestandere, og 25 boligafdelinger som har vedtaget muligheden for opsætning af ladeboks i egen indkørsel. Det betyder, at nu vil hele 45% af FABs lejemål få muligheden for opladning enten via fælles ladestander eller opsætning af egen ladeboks. De første par boligafdelinger er allerede gået i gang med etableringen.
FAB har på vegne af boligafdelingerne søgt om tilskud til opsætning af fællesladestandere ved Bolig og Planstyrelsen.Samlet set er der i 11 boligafdelinger opnået tilskud på 25 % af etableringsomkostningerne til opsætning af fælles ladestandere. Den gennemsnitlige huslejestigning har ligget på 5-30 kr. pr. måned – alt efter afdelingen størrelse og antallet af ladestandere.
I foråret 2023 blev de fem første ladestandere i to af vores boligafdelinger opsat. Forbruget er fra juni 2023 til december 2023 steget med 311%. Dette bekræfter os i, at muligheden for opladning i egen boligafdeling betyder meget i forhold til at anskaffe sig el-bil. Det er en udvikling FAB gerne vil blive ved med at støtte.
Hvis du vil se, om en afdeling har eller skal have ladestandere etableret, så kan du se det under de enkle afdelinger her.
Ønsker du også at få ladestandere i din afdeling, så kan du læse mere om processen her.