Odense blomstrer under H.C. Andersen Festivals
Fra den 13. til 16. august bliver Odense centrum fyldt med blomster og farverige oplevelser, når Odense Blomsterfestival igen folder sig ud i byens gader, stræder, parker og pladser.
Årets tema er “Natur, ro og fantasi”, som sætter rammen for de mange blomstrende installationer og oplevelser, der inviterer til både fordybelse, leg og inspiration midt i byen.
Festivalen har siden 1999 været en tilbagevendende del af sommeren i Odense og er i dag en del af H.C. Andersen Festivals. I løbet af de fire dage kan besøgende gå på opdagelse blandt kreative blomster- og planteudsmykninger, handelsboder, aktiviteter og workshops rundt omkring i byen.
Årets festival byder blandt andet på blomstrende oplevelser i Brandts Klædefabrik, blomstersalg og aktiviteter på Flakhaven samt DM i Moderne Blomsterkunst på Odense Rådhus, hvor nogle af landets dygtigste florister konkurrerer om Danmarksmesterskabet.
Der er derfor rig mulighed for at tage familie eller venner med på en tur gennem byen, gå på opdagelse i de mange udsmykninger og opleve Odense fra en ekstra farverig side.
Odense Blomsterfestival er gratis at besøge, mens enkelte aktiviteter kan være mod betaling.
FAB er igen i år sponsor for H.C. Andersen Festivals, og vi glæder os til at bakke op om de mange oplevelser, der skaber liv og fællesskab i Odense.
Odense Blomsterfestival finder sted fra den 13. til 16. august 2026.
Se hele programmet og læs mere om Odense Blomsterfestival på H.C. Andersen Festivals’ hjemmeside.
Billeder: H.C. Andersen Festivals – https://www.hcafestivals.dk/odense-blomsterfestival/