Stop Spild Lokalt og FAB indgår samarbejde om ny Madoase i Odense

Stop Spild Lokalt og FAB – Fyns Almene Boligselskab har indgået et nyt samarbejde, der skal skabe lokale løsninger på madspild og samtidig gøre en forskel for mennesker, der har brug for hjælp i hverdagen.

Som en del af samarbejdet åbner Stop Spild Lokalt en ny Madoase i FAB’s lokaler i Korsløkken i Odense. Her vil frivillige redde og fordele overskudsmad fra lokale butikker og samarbejdspartnere til borgere i området. På sigt er ambitionen at udvide samarbejdet til flere lokationer på Fyn.

’Vi er utroligt glade for samarbejdet med FAB. Deres lokale forankring og sociale ansvar passer perfekt sammen med vores mission om at bekæmpe madspild og hjælpe mennesker, der har det svært. Med en Madoase i Korsløkken får vi ikke kun mulighed for at redde mange gode kilo god mad – vi får også skabt et stærkt fællesskab og et sted, hvor mennesker kan mødes, finde mening og få hjælp i hverdagen,’
siger Rasmus Erichsen, stifter og direktør for Stop Spild Lokalt.

’I FAB har vi mange beboere, der har brug for en ekstra håndsrækning for at få enderne til at hænge sammen – både økonomisk og socialt. Et partnerskab med Stop Spild Lokalt er et fantastisk bæredygtigt koncept, som hjælper os med at hjælpe andre – helt i tråd med FABs kerneopgave og vores strategiske mål om at styrke fællesskaber og skabe rammer for et godt liv, siger Erling Nielsen, formand for FABs organisationsbestyrelse.

Om Stop Spild Lokalt

Stop Spild Lokalt er Danmarks største NGO inden for madspildsbekæmpelse og kæmper hver eneste dag for at skabe en hverdag med mening. Organisationen arbejder landsdækkende med at redde overskudsmad og fordele den til mennesker i sårbare livssituationer gennem lokale Madoaser. Samtidig skabes stærke fællesskaber og lokale løsninger, hvor frivillige, virksomheder og kommuner går sammen om at gøre en forskel.
Pressekontakt

Stop Spild Lokalt
Rasmus Erichsen, stifter og direktør
re@stopspildlokalt.dk
50 69 15 81

FAB – Fyns Almene Boligselskab
Erling Nielsen, Formand for FABs organisationsbestyrelse
en@fabbo.dk

24 90 87 80

  • 31. oktober 2025