Stor interesse for åbent hus i Sortekilde
Blå himmel, solskin og en fantastisk havudsigt kunne de 400-500 besøgende til åbent hus i Sortekilde nyde, samtidig med at de fik de første indtryk af projektet.
Arrangementet blev gennemført i samarbejde med Kertemindes Turistforening, der havde sørget for bl.a. kaffe, æblemost og lækkerier fra lokale leverandører.
FABs ansatte fra Kundeservice var konstant omringede af 4-10 interesserede gæster, der alle ville høre mere om lejlighederne, huslejen, husdyr, ventelister samt alle mulige andre spørgsmål om det at bo alment.
Mange besøgende ville gerne have set en prøvelejlighed, men da FAB først har overtaget bygningerne pr. 1. august 2017, må vi vente til et senere arrangement med at kunne vise prøvelejligheder frem. Størstedelen af gæsterne var seniorer, der er på vej væk fra ’ejet hus’ og interesseret i en boligform, som giver mere tid og mere fællesskab – og selvfølgelig med en unik beliggenhed tæt på havet, naturen og Kerteminde by, som det er tilfældet med Sortekilde.
Medarbejderne fra FABs kundeservice fortæller, at det både på dagen og i dagene herefter er strømmet ind med henvendelser fra interesserede kunder, der gerne vil skrives på ventelisten til boligerne i Sortekilde.
Du kan læse mere om vores kommende afdeling i Sortekilde her, hvor du også kan downloade vores brochure og diverse foreløbige tegninger og visualiseringer.
Se fotos nedenfor.
Læs også Fyens Stiftstidendes reportage fra dagen her: http://www.fyens.dk/kerteminde/Foerst-klar-i-2019-Stor-interesse-for-69-nye-boliger-i-Kerteminde/artikel/3176765
Kontakt vores kundeservice her , hvis du har yderligere spørgsmål.