Alt udlejet i FAB’s nye bofællesskab i Krogsbølle

Interessen for vores nye bofællesskab i Krogsbølle har været stor, og vi kan nu melde om alt udlejet to måneder før indflytningen.

FAB’s nye boligafdeling i naturskønne Krogsbølle består af 8 lyse og velindrettede boliger, som varierer fra 67 til 88 m2. Krogsbølle bliver et bofællesskab med plads til alle generationer – både børnefamilier, unge og ældre. Her er fællesskabet lige uden for døren med muligheden for at trække sig tilbage i privatlivet, når det ønskes.

Beboerne i Krogsbølle har også adgang til et nyt fælleshus, som ligger i nærheden. Det giver mulighed for at fremme det gode fællesskab både i boligafdelingen og i nærområdet.

Krogsbølle er hertil udført i henhold til bæredygtighedsordningen DGNB og vil opnå DGNB-sølvcertificering.

De nye beboere i Krogsbølle kan se frem til at bo i moderne boliger i et område med dejlig natur og kort til strand. Med busforbindelse til både Søndersø og Otterup er man som beboer heller ikke langt fra de muligheder, byerne medfører.

Læs mere om Krogsbølle bofællesskab her.

I FAB glæder vi os til at byde velkommen til de kommende beboere.

  • 4. oktober 2022