Beskyt dig selv mod digital svindel

Underlige mails fra Skattestyrelsen, opkrævninger fra PostNord og måske er du blevet den heldige vinder af en Ferrari?

Alle der har en e-mailadresse og et mobilnummer har højst sandsynligt oplevet at få disse henvendelser, der udelukkende har det formål, at snyde dig for penge. Disse hændelser er desværre blevet en normalitet, hvor pengesummerne kan ende op imod millioner af kroner. Derfor har vi her samlet seks råd, så du undgår at falde i fælden overfor svindlerne, samt hvis skaden allerede er sket.

Udlever aldrig koder og andre private oplysninger
Visse oplysninger skal kun du kende til, f.eks. dit MitID og koder til hævekort, netbank m.m. En bankansat eller en ansat i det offentlige, ville aldrig nogensinde bede dig om disse oplysninger. Hvis du derfor bliver kontaktet via mail, sms eller telefon med henblik på at give disse informationer videre, skal du være opmærksom på at dette er fup. Vær vaks! Disse svindlere er meget kloge og er oplært i at snakke med mennesker på en troværdig måde, hvilket gør at nogen personer desværre falder i fælden.

Du må IKKE trykke på linket
Måske du har oplevet at få tilsendt et link fra SKAT eller PostNord, og sjovt nok er denne mail havnet i spam/uønsket mail. Lad vær med at trykke på linket – men slet derimod mailen med det samme! Links som disse er designet til at få dig til at udlevere personlige oplysninger eller til at infiltrere din mail/telefon med spyware. Svindlerne kan være meget modbydelige og afpresse dig ved f.eks. ved at hævde, at de har hemmelige private optagelser dig. Igen, du må ikke trykke på linket, selvom det er ubehageligt og du bliver bange. Der er nemlig ingen hemmelige optagelser, de vil bare narre dig til at give dine oplysninger ud.

Vær opmærksom på sjove talemåder og underlige stavefejl
Selvom oversættelsesprogrammer bliver bedre og bedre, kan du dog stadig sortere en hel del henvendelser baseret på stavefejl og sjove talemåder/tiltaleformer. Hvis du får en mail fra f.eks. BroBizz hvor der i emnefeltet stå: ‘Kritisk: fejl i opdatering af fakturering’, så altid husk på at store virksomheder som netop BroBizz, SKAT, PostNord m.fl., aldrig ville formulere sig sådan – eller havne i din spam/uønsket mail.

Nej, du har ikke vundet en Ferrari eller 100 millioner i Lotto
Ja, det kunne være ret fedt med en Ferrari eller 100 millioner på kontoen i lotterier/konkurrencer man slet ikke har deltaget i. Husk på at den slags ikke vil ske i virkeligheden, så vær skeptisk hvis du modtager en besked om at du har vundet en præmie eller lignende. Vi kan ikke sige det nok – ikke tryk på linket, og husk at hjemmesider også kan være falske, selvom de ser troværdige ud.

Følge din mavefornemmelse
Vi forstår godt at man kan blive i tvivl omkring disse mails, opringninger og beskeder. Det er altid en god ide at følge sin mavefornemmelse og undersøge tingene på egen hånd.
Hvis du modtager en meddelelse fra PostNord om tilbageholdelse af en pakke, bør du først overveje, om du rent faktisk har bestilt noget, eller om en bekendt muligvis har sendt dig noget. Hvis det sidste er tilfældet, bør du kontakte dem og verificere, før du foretager nogen handling. Hvis du modtager et opkald fra en person, der påstår at være fra din bank med en mistænkelig anmodning, bør du afslutte opkaldet og selv kontakte din bank, ved hjælp af et telefonnummer, du selv har eller kan finde på nettet. Det er vigtigt aldrig at acceptere de telefonnumre, links eller hjemmesider, der tilbydes i sådan en form henvendelse.

Appen ‘Mit digitale selvforsvar’
Hvis du vil være på forkant med den seneste udvikling inden for digital svindel, så kan du med fordel downloade appen ‘Mit digitale selvforsvar’. Digital svindel kommer meget i bølger, men i takt med at svindlerne bliver dygtigere, er det desværre blevet mere udbredt og “normalt”. Ved hjælp af appen kan du følge med i hvordan de seneste forsøg på digital svindel udfolder sig samt hvad du skal være opmærksom på.
Du kan finde appen på din appudbyder.

 

Hvis du bliver snydt
Måske du kommer til at trykke på et link eller får videregivet personfølsomme oplysninger. Det er selvfølgelig hammer ærgerligt, men det vigtigste for dig er at handle hurtigt eller bede om hjælp til dette.

  • Spær dine kort
    Hvis du har udleveret kortoplysninger f.eks. pinkode m.m., så skynd dig at få spærret dine kort. Dette kan du via mobilbank, eller du kan ringe til Visadankortspærringen på tlf. 44892929.
  • Opsøg rådgivning ved misbrug af identitetstyveri
    Har du været udsat for identitetstyveri, hvor du f.eks. er kommet til at give din MitID kode væk eller andet, så er det en god ide at kontakte Cyberhotline for digital sikkerhed på tlf. 33370037. Her vil du få den rette hjælp og vejledning til, hvad ud skal gøre i sådan en situation.
  • Opret en kreditadvarsel
    Hvis svindlerne har adgang til dine personlige oplysninger kan de gøre alverdens ting i dit navn: misbruge din identitet, købe ting for dine penge eller endnu værre: stifte gæld i dit navn. Derfor er det vigtigt at oprette en såkaldt ‘kreditadvarsel’ i CPR-registret, hvis du mister dit pas, sygesikringsbevis m.m. På den måde advarer du myndighederne om, at det ikke er dig, som foretager eventuelle oprettelser af lån. Du opretter en kreditadvarsel inde på borger.dk

 

 

Kilder: Politi, Sikkerdigital.dk, Borger.dk m.m.

  • 30. april 2024