FAB bygger nyt plejecenter i Svendborg
FAB og Svendborg Kommune har indgået et spændende samarbejde om byggeriet af et demensvenligt plejecenter i bydelen Tankefuld.
I Svendborg bygger FAB – Fyns Almennyttige Boligselskab et nyt, demensvenligt plejecenter med 48 plejeboliger, aktivitetscenter og servicearealer. Det nye plejecenter opføres delvist som erstatningsbyggeri for det eksisterende plejecenter Caroline Amalielund, og delvist for at imødekomme behovet for flere plejeboliger.
”Vi er utroligt glade for at indgå i samarbejdet med Svendborg Kommune, og at vi har taget det første skridt i en spændende proces,” siger bestyrelsesformand i FAB, Erling Nielsen, og fortsætter: ”Bæredygtigt byggeri og det sociale ansvar er pejlemærker i FAB’s strategi, og jeg er derfor stolt af, at vi i dette projekt både fokuserer på at bygge sunde boliger, men også at vi skaber rammerne for et trygt og godt seniorliv for vores beboere.”
Som tekniske bygherrerådgivere med stærke kompetencer indenfor udvikling af bæredygtigt plejeboligbyggeri, har vi tilknyttet ERIK arkitekter og VITA Ingeniører.
Plejecentret bliver en del af Svendborgs attraktive og grønne bydel Tankefuld, hvor FAB i forvejen har bygget over 100 bæredygtige boliger i afdelingerne Tankefuld I og Tankefuld II. Det nye plejecenter får derfor også et særligt fokus på grønne tiltag og forventes at blives DGNB guld certificeret.
Plejecentret vil efter tidsplanen stå klar ultimo 2025.
Illustration udarbejdet af ERIK arkitekter.