Fyrreparken nyhedsbrev nr. 11 – Valg af entreprenør, tidsplan, genhusning, kaffemøder og nyheder

Så blev det 2020, og det betyder at vi snart skal i gang med de fysiske ombygningsarbejder i Fyrreparken.

I 2019 brugte vi rigtigt meget tid på Ghetto-love og udviklingsplaner. Heldigvis fik det ingen direkte effekt på den helhedsplan, som I stemte igennem i oktober 2017.

Det er til gengæld gået hårdt udover Birkeparken, der skal fjerne 200 boliger. Derfor har FAB valgt at sammenlægge driftsfolkene fra Fyrreparken og Birkeparken, så de fremover arbejder sammen om de to boligafdelinger.

Valg af entreprenør

I december modtog vi de sidste tilbud fra de bydende entreprenører, og vi kunne derefter meddele det lokale entreprenørfirma, Hansson & Knudsen A/S, at de havde vundet opgaven.

Hansson & Knudsen A/S har stor erfaring med ombygningsager som den vi skal igennem – og vi glæder os meget til samarbejdet med dem.

I samarbejde med Hansson & Knudsen A/S bruger vi de næste måneder til at færdiggøre de bygningstegninger der skal anvendes til ombygningen. Så er vi er klar til at starte ombygningen til maj.

Tidsplanen

Vi har været nødt til at ændre lidt i tidsplanen og den rækkefølge vi ombygger blokkene.

Det betyder at vi starter med at ombygge:

  • blok 35 i maj 2020
  • blok 34 i oktober 2020
  • blok 37 i marts 2021
  • blok 36 i maj 2021
  • blok 33 i september 2021
  • blok 32 i december 2021
  • blok 31 i marts 2022
  • blok 38 i september 2022.

Infrastrukturplanen laver sivegade og oplevelsesbånd fra januar 2021.

Genhusning

Når ombygningen af din lejlighed sker, bliver du midlertidigt genhuset. Genhusningsboligen vil i størst muligt omfang være i Fyrreparken.

De beboere der har en af de 26 lejligheder der fjernes, bliver tilbudt ny passende lejlighed, og det allerede betalte indskud overføres til den nye bolig.

Ca. 5 måneder før din lejlighed skal ombygges får du besøg af vores genhusningskonsulent, som sammen med dig finder ud af hvilken bolig du har behov for.

Udgiften til flytningen bliver i begge tilfælde afholdt af FAB.

Du kan læse mere om genhusning i vores genhusningsfolder, der ligger på hjemmesiden.

Kaffemøder i beboerhuset

Følgende dage er vi i beboerhuset:

  • Torsdag den 9. januar kl. 14:00 – 17:00
  • Torsdag den 6. februar kl. 16:30 – 18:30
  • Torsdag den 5. marts kl. 14:00 – 17:00
  • Torsdag den 2. april kl. 14:00 – 17:00
  • Torsdag den 7. maj kl. 14:00 – 17:00

Her er I velkomne til at komme forbi med spørgsmål, eller bare at komme forbi og få en kop kaffe.

Nyheder – SMS og mailservice

I den kommende tid vil der komme en del generelle nyheder om helhedsplanen. Hvis du vil være sikker på at være opdateret, skal du tilmelde dig Fyrreparkens SMS- eller MAIL-service på dette link. Så får du automatisk besked, når der er lagt nyheder på
hjemmesiden.

Der bliver selvfølgeligt taget direkte kontakt til dig, når noget vedrører din specifikke bolig.

I øvrigt er du altid velkommen til at kontakte Peter Boas på mail pebo@fabbo.dk.

Rigtigt godt nytår!
Med venlig hilsen
FAB / Projektafdelingen

Fyrreparken nyhedsbrev nr. 11 – Valg af entreprenør, tidsplan, genhusning, kaffemøder og nyheder

  • 6. januar 2020