Rejsegilde for 100 nye boliger i Odense nye bydel – Thors Have
Torsdag den 16. juni blev der afholdt rejsegilde for FABs nye boliger i Thors Have, der er opført i det historiske kaserne-område ved Rismarksvej
Humøret var højt blandt gæsterne – bestående af håndværkere, samarbejdspartnere og FAB´ere. Ved rejsegildet blev der holdt fine taler af direktør i FAB, Jacob Michaelsen, Rådmand i Odense Kommune Søren Windell og Projektleder i Jönsson Thomas Bartels Staalgaard.
Afslutningsvist blev der udbragt et trefoldigt leve for byggeriet, de dygtige danske håndværkere og de kommende beboere. Der var naturligvis sørget for lidt til ganen og noget koldt at drikke til de fremmødte.
FAB’s nye boliger i Thors have er opført i det historiske kaserne-område ved Rismarksvej, hvor de kommende beboere kan nyde en bynær beliggenhed med skøn natur og med få minutters gang fra Letbane-stationen på Rismarksvej, der gør det let at komme rundt i Odense og omegn.
Byggeriet opføres i naturskønne omgivelser i Odenses nye bydel, og består af 100 lyse og velindrettede kvalitetsboliger, der bygges med fokus på bæredygtighed og energirigtige tiltag. Derfor opfører FAB også byggeriet i henhold til bæredygtighedsordningen DGNB, hvor det opnår en DGNB-guld-certificering.
Lidt om boligerne
Den nye boligafdeling består af 100 moderne og velindrettede lejligheder, hvoraf 28 af boligerne er seniorboliger. Boligerne indrettes som 2-, 3- og 4-rums boliger med egen altan eller terrasse og varierer størrelsesmæssigt fra 72 – 113 m2. I afdelingen er der ligeledes et stort fælleshus med et gæsteværelse, der kan benyttes af afdelingens beboere.
I løbet af sommeren 2022 åbner FAB op for udlejning af boligerne i Thors Have. Indflytningen af de nye beboere planlægges i to etaper i maj og juni 2023.
Du kan se billeder fra rejsegilde arrangementet nedenfor.